About me

Michael Ellehammer

Må jeg så få ro!

Det er langt mere almindeligt, at en reklamefotograf begynder at arbejde med kunstfotografi, end omvendt, at kunstfotografen går hen og bliver reklamefotograf, men i virkeligheden er begge fotografer født til at være i hinandens verdener. Både reklamefotografen og kunstfotografen skal være dygtige håndværkere og have blik for komposition, lys og form. Og så skal de være i stand til at fange dette ekstra, det særlige, det nogle gange overraskende, antydende, skjulte, anderledes – det der gør fotoet til kunst, uanset hvorhenne kameraet står.

Michael Ellehammer er fotograf i begge verdener. I over tre årtier har han arbejdet som reklamefotograf blandt toppen af danske fotografer. Siden han var tolv, har han med kameraet om halsen zoomet ind og ud på virkeligheden og søgt efter de særlige, ophøjede øjeblikke, som nogle gange tonede frem på ny hjemme i mørkekammeret.

Det er også sådan, han arbejder som kunstfotograf i dag – drevet af samme fascination af fotografiets fantastiske muligheder og det, der netop kan ske bagefter i mørkekammeret.    

”Efter at have arbejdet så mange år med kommerciel æstetik og formsprog, er jeg tilbage, hvor jeg begyndte i mørkekammeret med gammeldags kopiering på sort-hvid barytpapir, og det giver helt andre muligheder for kunstnerisk udfoldelse,” siger Michael Ellehammer, der med sine seneste billeder kredser om ro, enkelthed og stoflighed.

”Vi lever i en verden der går meget stærkt, så at finde et sted hvor pulsen er lav, er blevet en udfordring for mig. Det sker automatisk, uanset om mine motiver er smukke eller grimme eller fokuserer på former og lys. Det er først og fremmest roen, jeg søger i motiverne. Og det er roen, jeg arbejder med at fastholde, når først billedet er taget.

Ellehammers billeder viser, hvordan upåagtede motiver får et andet liv, når han bearbejder udvalgte billeder med litografisk blæk, som påføres med pensel og giver billedet en nærmest malerisk, dragende, og særlig kontrastfyldt kvalitet.     

 

Michael Ellehammer født 1962 København. Han kom i lære som fotograf i 1980-83 og har arbejdet i Paris, New York og Sydney. Siden 1988 har han i lange perioder arbejdet som selvstændig.

 

Contact:

Michael Ellehammer
Sveasvej 5
1917 Frederiksberg C 

Mail: michael@ellehammer.net

Phone +45 26 20 40 30

 

Visit www.ellehammer.net for commercial photographs.